Handlingen i Arvelighed udspiller sig over en sommer på Østerbro i København. Her bor Bo og Greta, et veletableret og lykkeligt par i slutningen af 30’erne. De lever det travle liv med job, familie og venner, men ønsker sig brændende et barn for at fuldende deres tilværelse og gøre dem til en ”rigtig” familie.
Da den ellers rolige og tolerante hovedperson Bo får resultatet af sin sædprøve, prikkes der uventet hul på skjulte mistanker og gammel frygt i forholdet til Greta. Drømmen om et barn udvikler sig til en dramatisk proces, der fører Bo og Greta
ud i sindets og følelsernes afkroge og næsten sætter deres ellers solide parforhold over styr. Heller ikke hos sin lillebror Erik kan Bo hente støtte. Diskussionerne mellem dem eskalerer voldsomt og sætter deres relation på en hård prøve, hvor Bo konfronteres med barndommens traumer om en fraværende far og en dominerende mor.
Arvelighed er en psykologisk udviklingsroman, som tager fat om flere tidstypiske velfærdsdilemmaer: Hvad skal der til for at skabe ’det gode liv’ og sikre høj status i dagens samfund? Er man først en rigtig familie, når man har børn? Og har alle ret til og krav på at blive forældre?
Man kan sagtens få et godt liv uden børn
Caroline Heerup kan ikke få børn, men hun har besluttet, at det ikke skal ødelægge hendes liv. I stedet bruger hun sin fritid på at skrive, og hendes første roman handler netop om et ægtepar, der ikke kan få børn.
Af journalist Tina Juul Rasmussen
Foto: Caroline Heerup
Temaet i debutromanen Arvelighed er i høj grad ét, Caroline Heerup har oplevet på egen krop. Ikke at det var hendes motivation for at skrive den, men erfaringen var til at tage og føle på. Bogen handler om Bo og Greta, et veletableret og lykkeligt par i slutningen af 30’erne, som lever det travle liv i storbyen med job, familie og venner. De ønsker sig brændende et barn for at fuldende deres tilværelse og gøre dem til en ”rigtig” familie. Men da den ellers rolige og tolerante hovedperson Bo får resultatet af sin sædprøve, prikkes der uventet hul på skjulte mistanker, gamle traumer og tabuer, og drømmen om et barn udvikler sig til en dramatisk proces, der fører Bo og Greta ud i følelsernes afkroge og næsten sætter deres solide parforhold over styr.
- Da jeg var i tyverne, var jeg selv gravid med min daværende kæreste, og vi ville gerne have børn. Undervejs blev jeg indlagt med akutte mavesmerter, og da de ikke kunne se et foster, troede de, at jeg havde aborteret. Men da jeg stod i badet, lige inden jeg skulle udskrives, sprang min ene æggeleder. Det viste sig bagefter, at fosteret sad der. Tro mig, det gjorde ondt og var livsfarligt! Så fik jeg opereret den ene æggeleder ud.
Forholdet til kæresten revnede også. Andre forhold, hvor børn ikke var på tale, fulgte, indtil Caroline Heerup mødte sin nuværende mand Karsten. Da havde hun rundet de 30 år, men hun og Karsten ville rigtig gerne have et barn. Det lykkedes hende at blive gravid, men hun aborterede ufrivilligt et par gange.
- Den sidste gang, jeg var gravid, troede lægerne, at jeg igen havde tabt barnet, fordi jeg havde noget udflåd, og graviditetstesten var negativ.
For en sikkerheds skyld blev Caroline Heerup sendt til en gynækolog, som ikke kunne finde det mindste spor af graviditet – udover at hendes bryster afslørede, at der var et eller andet galt. Efter mange undersøgelser tilbage på hospitalet viste det sig, at der igen sad et foster i den enlige æggeleder. Ifølge lægerne var der en mulighed for, at fosteret bare ville forsvinde af sig selv, men også en langt større risiko for, at æggelederen ville sprænge, og dermed bringe Caroline Heerups liv i fare – igen. Og desuden endegyldigt slukke håbet om at få et barn. Så Caroline fik valget mellem af få fjernet æggelederen eller vente og se, hvad der skete.
Det var en meget svær beslutning, men det var også langt ude at sætte mit liv på spil for engang ude i fremtiden måske at kunne få børn. I forvejen var det et helvede at blive gravid, at skulle tage temperatur hver morgen (for at kende ægløsningstidspunktet, red.) og have så intens fokus på min mave. Men vi tog hjem, min mand måtte ikke så meget som gå ud i haven, hvis der skete noget med mig, og det holdt jo ikke. Så næste morgen fik jeg fjernet æggelederen. Og jo, jeg har tit tænkt på siden: ”Hvad hvis vi nu havde valgt anderledes...” Men risikoen var for stor, konstaterer Caroline Heerup, som dog ikke har fortrudt valget.
- Da det for alvor gik op for mig, at jeg ikke kunne få børn, tænkte jeg, at i stedet for at fortrænge smerten med livsfarlige forsøg på at kæmpe for at få børn, skulle jeg acceptere det og lukke sorgen ind. Og bruge min tid på andre ting, f.eks. at skrive. Hvad var forsøget på at blive mor værd? Mit liv – mit ægteskab? Jeg havde mange gode ting at fokusere på. Men sorgen over, at jeg ikke skulle have nogle børn, vil jeg altid have med mig.
Og pludselig mærkede jeg også alt det, Greta også mærker i bogen – at livet ikke blev, som jeg troede. Nu kunne vi f.eks. sagtens flytte langt ud på landet, fordi vi ikke behøvede at tænke på, om der var en god skole i nærheden. Men også f.eks. den ændrede betydning af traditionerne omkring jul. Jeg måtte erkende: ”Tja… måske skal de ikke gives videre til nogen.” Det er lidt mystisk. Noget stopper, man holder op med at gøre ting, man troede, man skulle gøre – ting, man har husket at spørge sin mor om. Min far havde et julebord med julepynt, som han havde gemt, fra han selv var barn. Til hver eneste ting var knyttet en historie, som jeg har lyttet til, og det var vildt vigtigt for mig at få det hele, da han døde. Nu står det bare ude i stalden i en kuffert. Men jeg har det jo stadig med mig og husker historierne.
Selvom det at skrive Arvelighed ikke har været en terapeutisk bearbejdelse af Caroline Heerups egen proces, er det langt fra tilfældigt, at netop et af vor tids største velfærdsdilemmaer blev tema i bogen.
- Jeg valgte det, fordi jeg tror, det vil sige mange mennesker noget. Alt det med at få børn, blive insemineret på det offentliges regning, fokus på kernefamilien som statusprojekt osv., har jo været meget oppe i tiden. Men det at få et barn løser jo ikke alle problemer. Der følger nye med. Og min egen erfaring er jo, at man sagtens kan få et godt liv uden børn, siger Caroline Heerup, som også bevidst valgte at bruge en mand som hovedperson, fordi hun ikke ønskede at skrive en bog kun om kvinder og det at få børn.
- Jeg bryder mig ikke om myten om, at mænd er ligeglade eller ikke ønsker børn lige så meget som kvinder. Så jeg ville give emnet større bredde og synliggøre den smerte, vi ikke hører så meget om - også smerten ved ikke at kunne nå hinanden, siger Caroline Heerup og tilføjer:
- Samtidig var det en formidabel lejlighed til at udlevere mig selv og kvindekønnet lidt. Det er sundt ikke tage sig selv så højtideligt, siger hun, men afviser håndfast, at hun selv ligner Greta i bogen:
- Ajj, ikke ret meget, udover de gængse kvindeting – at jeg elsker at være kvinde, elsker at klæde mig lækkert på, sætte håret og tage make-up på. Men jeg er også en kvinde, der er rigtig meget mand. Jeg synes, det er hammer sjovt f.eks. at mure en væg, og jeg ville blive stjernetosset, hvis en mand ville insistere på, at det var hans opgave.